Knapper til objektlayout
De to knapper til venstre i denne klynge er til gruppering og ophævning af gruppering af objekter i Teksteditoren. Du kan bruge den første knap, når du har markeret flere forskellige objekter. Når du klikker på knappen, vil de forskellige objekter blive samlet i en gruppe – et sammensat objekt, der behandles som en enhed under redigeringen. Når en gruppe er valgt, kan du se alle justeringspunkterne samtidig, og du kan bruge ethvert af dem til at ændre i gruppen.
En gruppering af tre objekter
Den anden knap, som først er tilgængelig, når du har valgt et grupperet objekt, ophæver grupperingen igen til de enkelte objekter, gruppen består af.
Selvom det er muligt at “gruppere grupper”, vil en gruppering altid kun være ét lag dyb, så hvis du ophæver grupperingen af en supergruppe, vil det betyde, at samtlige objekter, som den er opbygget af, bliver til selvstændige objekter igen.
Den næste knap åbner for en popup-menu med 11 handlinger, som kun fungerer på grupper. De første seks bruges til at rette objekterne ind mod et af deres fire hjørner eller deres to midterlinjer. De næste par kommandoer bruges til at fordele objekterne med ensartede intervaller i lodret eller vandret retning – og de sidste tre bruges til at justere størrelsen på objekterne, så de har samme bredde, samme højde eller begge dele. Alle disse kommandoer er særligt velegnede til opbygning af menuer, da man som regel ønsker, at menuknapperne er placeret i et regelmæssigt mønster.
Den sidste objektlayoutknap åbner endnu en popup-menu, som har med objektets placering at gøre. De ni muligheder er her vist grafisk i noget, der minder om kryds-og-bolle. Hvis du klikker på et af de ni felter, flyttes objektet til det tilsvarende område af skærmen (som udgøres af det “tekstfri” område afgrænset af røde linjer) eller til midten.
Første trin i opbygningen af en gruppe er at vælge de objekter, den skal bestå af. Det kan gøres på to måder:
· Ved at klikke og trække med musen for at markere et område, som omfatter alle de objekter, du skal bruge til gruppen (en markeringsboks). Eller:
· Ved at klikke på det første objekt, du ønsker at gruppere og derefter Ctrl-klikke på hver af de øvrige.
Enhver samling af flere samtidige objekter fungerer som en midlertidig gruppe og kan flyttes, placeres, roteres, farves m.v. som en enhed. Den midlertidige gruppe mister sin egenskab som gruppe, så snart du klikker et andet sted i Redigeringsvinduet, hvorimod en gruppe dannet med knappen group (gruppér) forbliver en gruppe, indtil man decideret ophæver grupperingen.